Ejere
Følgende aktionærer står bag Østjysk Innovation A/S og bidrager således med de private midler, som vi investerer sammen med de statslige midler fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser:
Aktionærernes baggrund for at bakke op om Østjysk Innovation op.
Klaus Stampe, afdelingsdirektør i Jyske Bank, Århus:
I Jyske Bank har vi fokus på nytænkning og initiativ, det er en indgroet del af vores virksomhedskultur. Vi er en anderledes bank og vi vil gøre en forskel. Med ny og anderledes indretning, produktpakker på hylderne og egen TV- station, har vi sat handling bag ordene. Med afsæt i egen virksomhedskultur, har det været meget naturligt for Jyske Bank Århus at støtte op omkring lokal innovation og etablering af nye lokale virksomheder i vores nærområde, derfor har Jyske Bank Århus investeret i Østjysk Innovation.
www.jyskebank.dk
Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor for Aarhus Universitet og formand for Aarhus Universitets Forskningsfond:
Østjysk Innovation er en væsentlig aktør i arbejdet med den kommercielle formidling af forskningsresultater fra Aarhus Universitet og i arbejdet med at udvikle iværksætterkulturen. Universitetet har et tæt samspil med erhvervslivet, og det er altid glædeligt, når forskningsresultater, f.eks. gennem en videreudvikling i nye spin-off virksomheder, bliver til samfundsgavnlige, kommercielle produkter. Derfor har Aarhus Universitets Forskningsfond, der har til formål at støtte den videnskabelige forskning ved universitetet, siden 1998 investeret i Østjysk Innovation.
Peter Kjær, direktør for Incuba A/S og direktør i Schouw & Co:
Incuba er et udviklings- og ventureselskab, hvor vi understøtter iværksættermiljøer og medvirker til aktive investeringer i nye virksomheder. Derfor ligger det lige for at være aktionær i Østjysk Innovation på samme måde, som vi også er medejere af Incuba Venture I K/S og Incuba Science Park A/S. I en tid med økonomisk afmatning er evnen og viljen til innovation vigtigere end nogensinde i dansk erhvervsliv. Derfor er vi fra Schouw & Co’s side gennem Incuba A/S med i Østjysk Innovation og med til aktivt at promovere nye initiativer, der kan fremme lysten til at tænke kreativt og samtidig formå at udnytte de nye ideer kommercielt.
Ud over Schouw & Co er også Aarhus Universitets Forskningsfond (se ovenfor) og NRGi medejere af Incuba A/S:
Søren Sørensen, adm. direktør i NRGi:
Innovation er en af NRGi’s grundlæggende værdier. Det er NRGi koncernens strategi hele tiden at have fokus på udvikling af nye løsninger inden for energi, teknik og kommunikation. Derfor er NRGi medejer af Incuba A/S og derigennem Østjysk Innovation.
Niels Chr. Sidenius, adm. direktør i Incuba Science Park A/S:
”Fandtes Østjysk Innovation ikke, måtte det opfindes”!
Innovative ideer kræver finansiering, netværk samt kommerciel og faglig sparring, hvis de skal blive til produkter og virksomheder. Derfor skal der i en region være forskellige udviklingspunkter for fremtidens vidensbaserede virksomheder, så de også kan vokse. Østjysk Innovation er derfor en oplagt investering for INCUBA Science Park A/S.